Fremmed i en anden kultur

Reggio Emilia - foreganger for pædagogisk dokumentation

Norditalien med Reggio Emilia-pædagogikken er foreganger, når vi snakker dokumentation på det pædagogiske område.
Hovedgrundlæggeren af denne pædagogik var Louis Malaguzzi og kendetegnet for det barnesyn der ligger bag principperne til denne pædagogiske tankegang er, at man ser børn som personer med mange ressourcer og kompetencer.

“To give a human and civilized
sense to existence, to choose with
strength and awareness, to be
nostalgic for the future and for
human beings; these were the first
philosophies we learned and which
guided us even – especially, in
those moments where it was
necessary to make decisions and
overcome difficulties”. (citat Louis Malaguzzi)

Man siger, at institution og samfund indgår i et dialektik samspil, da børns opdragelse har stor betydning for fremtiden. Og ansvaret hviler på både børn, forældre, pædagoger og politikere. Reggio Emilia Insitutioner, er steder hvor børn og voksne lærer!
Man kigger på mulighederne frem for begrænsningerne og dialog er en vejen frem, både for store og små.
Der lægges stor vægt på læring igennem æstetiske processer og der fokuseres mere på processen end på produktet. Udtryksmulighederne betragtes som en forudsætning for den alsidige personlighedsudvikling, der giver oplevelser og erfaringer, med mulighed for at forstå sig selv og andre.
Og det er her at dokumentation indgår som et vigtigt element og som udgangspunkt for refleksion, dialog, forhandling og til at koble teori og praksis.
I 80'erne begyndte man i Danmark at lade sig inspirere af filosofien bag Reggio Emilia pædagogikken. En filosofi, der naturligvis ikke kan overføres direkte til danske forhold, men som skal tilpasses historien, kulturen og de forhold der gør sig gældende i de enkelte institutioner.

posted by Anne-Mette @ 8:04 AM